Det er først nu, jeg har turdet sige det… at det går fremad!

Jeanet Lemche er sygeplejerske og oplevede, at motorikken begyndte at svigte. Det blev værre og værre, men hun sagde nej til medicin på grund af bivirkningerne. Med NHT® genvandt hun langsomt kontrollen over sine ben og hænder.

Se videoen herover og læs hendes historie:

Jeg begyndte at opleve følelsesforstyrrelser ned i armene, men jeg troede, at det kom fra nakken, for jeg har haft et par piskesmæld. Og den soven ned i benene – det var nok også bare derfra, tænkte jeg. Så det var lægerne, der fortalte mig qua scanningen, at jeg havde sclerose, og det blev bekræftet med en rygmarvsprøve.
Og så prøvede jeg bare at leve med det, for jeg syntes ikke, jeg var syg nok til at tage medicinen med alle de bivirkninger, den har. Så jeg havde aldrig tænkt, at der skulle gøres noget ved det.
Men jeg begyndte på vitaminer og mineraler, og omlagde min kost til LCHF. Jeg syntes, det bremsede det lidt, men stadigvæk så mærkede jeg, at mine ben blev langsommere og langsommere – og også kognitivt, jeg koncentrerede mig dårligere og jeg blev hurtigere træt, mistede overblikket og blev rigtig ked af det. Jeg har 2 hunde, som jeg går meget med, og det har jeg altid gjort, men jeg begyndte at få dropfod – mit højre ben forsvandt simpelthen under mig, jeg kunne ikke løfte foden til sidst.
Jeg arbejdede stadigvæk, men det var sørme ikke sjovt. Jeg er selvstændig, og de opgaver jeg havde på det tidspunkt, kunne jeg ikke rigtig komme ud af, andet end ved at gøre dem færdige. Jeg er et meget pligtopfyldende menneske, så derfor gjorde jeg jo så det – men det var ikke sjovt.

Omlægningen til LCHF havde givet mig en ro i kroppen og også hjulpet mig til at tabe 4-5 kg. Men jeg oplevede ikke, at jeg havde stoppet udviklingen af sclerosen, det gjorde jeg ikke. Tværtimod havde jeg en klar fornemmelse af, at det her – det går stille og roligt ned ad bakke, det bliver edderma’me et træls liv. Jeg havde egentlig håbet at jeg havde fået det bedre, at sclerosen ville stoppe med at udvikle sig – at jeg kunne holde det på et niveau, men det kunne jeg ikke.

I 2014 var der en læge, der spurgte mig: Hvor dårlig er du indstillet på at blive, Jeanet, før du modtager medicin?
Og det gik jeg jo så og tænkte over. Men jeg har en klar forestilling om de bivirkninger, der er ved medicinen, så derfor har jeg altid sagt nej. Men jeg var godt klar over, at på et eller andet tidspunkt ville jeg få det så dårligt, at jeg ville blive nødt til at tage imod den medicin

Da jeg henvendte mig til en NHT-vejleder var det på grund af hedeture. Jeg havde købt bogen Naturlig hormonterapi og tænkte, at det kunne da godt være, det gav et eller andet. Jeg var 51 på det tidspunkt, og jeg syntes ikke, det var særlig sjovt med de hedeture. Jeg havde godt set, at der i bogen var et afsnit om sclerose-forskningen, men jeg havde ikke nogen forventninger om, at det kunne hjælpe på min sclerose, kun at det kunne hjælpe på mine overgangsalder-symptomer, som ikke var særligt slemme på det tidspunkt.

Nu havde jeg i forvejen gjort meget for min sundhed, og de anbefalinger, NHT-vejlederen kom med angående vitaminer og mineraler – dem var der ikke noget nyt i for mig. Jeg tog dem i forvejen, og kosten havde jeg også lagt om og følte mig godt tilpas med. Men testen viste så også nogle store ubalancer i hormonerne, og det besluttede jeg, at jeg ville gøre noget ved ud fra den vejledning, hun havde givet.

Så det gik jeg i gang med i november 2018, og hvad angår overgangsalderen, så gik der et par måneder – så var hedeturene væk. Men der skete også noget andet: Jeg begyndte at mærke en markant forbedring af motorikken.

Det var en helt konkret fremgang. Før snublede jeg, når jeg gik tur med hundene. Når min fod ramte noget, kunne jeg ikke flytte benene hurtigt nok til at genfinde balancen. Nu kunne jeg løbe igen – ikke 7 km, men jeg kunne flytte benene så hurtigt, at det blev til løb.

Før var det jo også sådan, at jeg faldt meget – og endte med også at forstuve en fod og brække en arm – det hele var åndssvagt.
Jeg oplevede at jeg fik færre og færre kræfter i hænderne, jeg kunne ikke åbne et glas, jeg fjumrede rundt med tingene – og det har jeg ikke problemer med nu
Sådan helt konkret så oplever jeg, bare som igen i går da jeg gik tur – der var en sten, som jeg snublede henover, og der flyttede jeg mit andet ben så hurtigt, at jeg bare sådan stødte på den, som man nu gør automatisk.
Og jeg tænker selvfølgelig stadig over det, for det er nu fantastisk, at jeg kan undgå at falde – jeg tager det ikke for givet – endnu.
Det er helt sikkert, det har gjort en forskel. Jeg har fået flere kræfter i hænderne også.
Kognitivt oplevede jeg, at jeg havde svært ved at koncentrere mig, jeg begyndte at glemme ting meget, det var svært med mit arbejde, jeg skulle skrive alting ned, jeg kunne ikke huske – og det kan jeg nu. Jeg sidder gerne 2,3,4 timer og knokler, altså arbejder koncentreret uden jeg synes, det er lidelsesfuldt, men tværtimod synes det er sjovt, fordi jeg kan. Og jeg mister ikke fokus
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, det kan kun være hormonerne .. hvad skulle det ellers være? At det lige pludselig vender på den måde – det var det eneste, jeg gjorde anderledes.
Så jeg er tæt på at have lavet et klinisk kontrolleret randomiseret forsøg…

Det sidste tjek, jeg var til på Odense Universitetshospital, var i marts 2019. Her sagde jeg til sygeplejersken, at jeg ikke syntes, det gav mening for mig at komme mere, og det kunne hun godt forstå. Der blev ikke lavet flere tests, for jeg kom jo bare frisk ind ad døren. Så hun skrev bare i min journal, at Jeanet har det bedre ”grundet hormonerne”, og at hun selv kan kontakte os, hvis der er behov for det. Mere står der ikke. Hun har ikke uddybet det. De spurgte slet ikke ind til det, men det overraskede mig ikke, for det er jo ligesom med vitaminer og mineraler – når der ikke kan tages patent på det, så…

Det er først nu jeg har turdet sige det – at det går fremad. Jeg har gået stille med det – og min mand har selvfølgelig kunnet se, at jeg stille og roligt har fået det bedre og bedre, så han er jo også lykkelig. Og ellers, så er min nærmeste familie jo sådan ”wauu! hvad sker der lige her?”

Det blev tydeligt for dem, jeg spiller golf med, som ikke har set mig i et år. Jeg tog til Samsø sammen med min mand for at spille med dem, og de kommenterede absolut på, hvor godt jeg havde fået det. ”Hold nu op – hvad er der sket med dig?” Jeg gik 18 huller 2 dage i træk – og det er en ret kuperet bane. 10 km to dage i træk – uden problemer. Det har jeg ikke prøvet i virkelig lang tid. Jeg har spillet 2 dage i træk, men så har jeg kørt rundt i vogn. Jeg kunne ikke gå så langt, så jeg kørte rundt i sådan en el-vogn. Men det var ikke nødvendigt nu – nu kunne jeg fandme gå!

–
Som det fremgår, var det Jeanet’s eget ønske at undgå medicin. I NHT anbefaler vi ikke, at man afviser eller stopper med ordineret sklerose-medicin, og det er ikke nødvendigt for at få gavn af NHT-vejledningen.